Få vores nyheder på mail

Royal Greenland satser på energioptimering

Pressemeddelelse   •   Sep 11, 2013 06:00 CEST

Intelligent overvågning skal være med til at skrue ned for energiforbruget hos en af verdens største seafood-producenter. Royal Greenland vil spare 10 % på energiforbruget på sine produktions – og pakkesites over hele verden over de næste tre år. Det giver store besparelser på bundlinjen. Første skridt skaber nu overblik over energiforbruget på koncernens fire europæiske fabrikker.

Millioner af rejer og fisk bliver hver dag forarbejdet, behandlet og pakket af Royal Greenland. Det er en energikrævende proces, og nu vil det grønlandske produktions-flagskib gøre de røde rejer grønne. I samarbejde med Schneider Electric og CS Electric Nord skal et ambitiøst projekt nu give energibesparelser i millionklassen ved at skrue ned for forbruget i produktionerne. Henrik Kraft har gennem de seneste tre år haft ansvaret for den grønne omstilling af Royal Greenlands produktionssites i Europa. Projektet har allerede givet en besparelse et tocifret millionbeløb, og potentialet er endnu større.

- Vi har løbende fokus på optimering af vores energiforbrug, og det nye system gør det muligt for os at gå endnu mere målrettet til værks. Vores produktioner er meget energikrævende, og her er de helt store energislugere vand til forarbejdning og energi til vores køle- og kedelanlæg. Der er ingen tvivl om, at der her er et stort potentiale for at bruge mindre energi, forklarer Henrik Kraft, der er Technical Project Manager hos Royal Greenland.

Intelligent overvågning
Det stod hurtigt klart, at energiprojektet på Royal Greenlands europæiske fabrikker krævede overvågning og måling i jagten på det første energirigtige mål. Et tæt samarbejde med CS Electric Nord og Schneider Electric har nu givet Royal Greenland et intelligent system, som sikrer detaljeret målinger på koncernens energiforbrug i Europa.

- Vi havde brug for nogle standardiserede målemetoder, så vi kunne se, hvor det kan betale sig at sætte ind. Det har vi fået med systemet, som gør det nemt at måle, dokumentere og overvåge vores forbrug af el, vand, olie, gas og fjernvarme.  Det er nødvendigt med et brugervenligt og overskueligt system, når vi på sigt skal samle mere end 20 driftssteder fordelt på flere kontinenter i ét system, siger Henrik Kraft.

Management-systemet ION Entreprise er i første omgang installeret på Royal Greenlands fabrikker i Tyskland og Polen samt på det danske pakkeri – og forædlingsfabrik i Aalborg. Næste skridt er at få koblet den canadiske rejeproduktion og flere fabrikker i Grønland på det intelligente system fra Schneider Electric, der efter en opdatering nu hedder Power Monitoring Expert.

Grøn overvågning
Succesfuld energioptimering er afhængig af måling og overblik over forbruget. Det ved Steen Jørgensen fra CS Electric Nord, som har konfigureret management-systemet, så det passer til Royal Greenlands behov.

- Det handlede om at finde et system, som kunne dokumentere, rapportere ikke mindst visualisere forbruget, så det bliver nemt at følge, hvilke resultater energi-indsatsen giver. Derudover er det vigtigt, at systemet er enkelt at bruge, så det ikke kræver meget tid og lang oplæring, forklarer systemintegratoren, der har stor erfaring med løsninger til energioptimering.

Valget faldt på ION Enterprise, som Steen Jørgensen har sat op og skræddersyet til Royal Greenland, så målinger fra de forskellige fabrikker bliver samlet i én brugerflade, som trækker data fra en fælles server.

Det gør det nemt at få overblik over energiforbruget på tværs af den verdensomspændende organisation, selvom man eksempelvis sidder i Royal Greenlands tekniske afdeling i hovedadministration i Aalborg. Systemet er bygget enkelt op og måler nu forbruget af el, vand, Olie, Gas og temperatur på fabrikker i Danmark, Tyskland og Polen, inden produktioner i Grønland og Canada også bliver koblet på.

- Vi har lavet en startpakke med produkter, licenser og guidelines, så det er nemt at installere systemet på de forskellige sites. Det hele kører via ethernet og på modbus-kommunikation mellem de lokale instrumenter, som registrerer forbruget via de hovedmålere, der er sat op på hovedforsyninger af vand, køleanlæg, paneler samt gas, olie og temperatur. Det giver os et godt overblik over de store linjer i forbruget de enkelte steder. På sigt kan systemet nemt udvides med mere specifikke målinger på de enkelte produktionslinjer og maskiner, så overvågningen bliver mere detaljeret, forklarer Steen Jørgensen.

Resultatet af mange timers arbejde er nu et system, som er enkelt at installere og ikke mindst bruge i jagten på en grønnere reje – og fiskeproduktion.

Henrik Kraft kan nu sidde i Aalborg og blive opdateret live på energiforbruget på fabrikkerne. Det giver ikke blot overblik over besparelserne, men også eventuelle energislugende fejl vil blive nemmere at finde og stoppe.

Ambassadører og adfærd
Systemet sparer ikke energi i sig selv, men det er et vigtigt værktøj i bestræbelserne på en grønnere produktion. Derfor har Royal Greenland også særligt fokus på, at medarbejderne skal være en del af det besparende projekt. Det kan kræve adfærdsændringer flere steder, som ikke er vant til et særligt fokus på energiforbruget.

- Vi arbejder på at udnævne energiambassadører på de enkelte sites, så der konstant er et skarpt fokus på energibesparelser lokalt. Der er ingen tvivl om, at projektets succes afhænger af opbakning fra medarbejderne, så det er vigtigt, alle kan se fordelene og ikke mindst er med til at fremme den energirigtige udvikling. Her spiller systemet en vigtig rolle, da resultaterne vil blive vist lokalt, så alle kan følge med i besparelserne, forklarer Henrik Kraft.

De fire europæiske fabrikker er nu koblet op på systemet, og første skridt mod store energibesparelser er allerede i gang. I første omgang er fokus rettet mod at plukke de lavthængende frugter.

- Vi er startet med en Fiat 500, og derfra arbejder vi os mod en Rolls Royce i energioptimering. Det handler om at fokusere på de lavthængende frugter, som giver nogle hurtige besparelser direkte på bundlinjen. Vi er konstant opmærksomme på at optimere vores produktioner, og her er energiforbruget et interessant område med et stort potentiale. Derfor er det også meget vigtigt med opbakning fra medarbejderne, som på sigt skal være med til at tage ansvar for en mere grøn produktion, siger Technical Project Manager Henrik Kraft.

Royal Greenland vil spare 10 % på sit samlede energiforbrug frem til 2015, hvilket vil generere en besparelse på et større tocifret millionbeløb. I løbet af projektets indledende fase har Royal Greenland allerede opnået en stor besparelse.

Fakta: 
Systemet:

  • Managementsystemet samler målinger og overvågninger hos Royal Greenland.
  • CS Electric Nord har leveret systemet, der opfylder Royal Greenlands behov.
  • Målingerne kan følges live online og systemet genererer nemt rapporter.
  • Systemet overvåger energiforbruget via ethernet og modbus-kommunikation mellem de forskellige målere samt PLC’er, som sikrer den enkle puls- og analogmåling af fra vand, gas, olie, strøm og temperatur.

Royal Greenland:

  • Er ejet af det Grønlandske selvstyre med hovedkvarter i Nuuk.
  • En af verdens største koncerner inden for behandling, produktion og pakning af rejer og fiskeprodukter.
  • Har fabrikker og produktioner i Tyskland, Polen, Canada, Grønland og i Aalborg, Danmark
  • Har knap 2000 medarbejdere på verdensplan. Fokuserer nu på en grønnere profil til gavn for både miljø og bundlinje.


Som global specialist i energioptimering i over 100 lande tilbyder Schneider Electric integrerede løsninger, der gør strømmen sikker, effektiv, pålidelig og grøn. Schneider Electric er bl.a. førende inden for energiforsyning og infrastruktur, industri og produktion, bygningsautomation, datacentre og netværk samt i løsninger til privatboligen. Schneider Electric Danmark A/S rummer bl.a. det kendte brand Lauritz Knudsen, der er Danmarks førende inden for el-materiel, intelligente systemer og løsninger til data og kommunikation. I 2012 opnåede de over 140.000 medarbejdere en omsætning på 24 mia. euro ved at fokusere på at hjælpe omverdenen med at få mest muligt ud af deres energi. 

Vedhæftede filer

Word-dokument

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar

Ved at indsende kommentaren accepterer du, at dine personoplysninger behandles i overensstemmelse med Mynewsdesks privatlivspolitik.